Liberalismes nye vending

I det nuværende historiske momentum kan vi klart kendetegne et meget vigtigt fænomen: en ny vending i liberalistisk ideologi. Ligesom enhver anden politisk ideologi forandres liberalisme konstant, men til tider kan vi identificere reele paradigmeskift, som giver os retten til at sige: her er der noget, der slutter, og noget nyt der begynder. Dette er næste-momentum. Det er ofte ledsaget af et politisk regimes fald eller magtbalancen efter en seriøs – f.eks. verdens – krig, osv. Men noglegange passerer det ubemærket hen på et latent subliminalt niveau. Naturligvis kan vi beskrive nogle af forandringernes symptomer, men deres dybde og spørgsmålet om at have nået et point of no return er på nuværende tidspunkt op  til diskussion.
Jeg vil mene at vi lige nu er vidner til sådan en dramatisk forandring i liberalistisk politisk ideologi.
Lad os kalde det overgangen fra liberalisme 1.0 til liberalisme 2.0. Som er tilfældet med enhver monumental overgang, kræver det et "rite de passage" [overgangsritual på dansk]. Jeg tolker det som situationen hvorved Donald Trumps præsidentembede kulminerede i hans styrt forårsaget af den globale elite, og med Joe Biden, og hans – endnu engang! – neokonservative administration som et indbegreb af denne overgang. Men det er blot et "rite de passage" –  manifesteret i Pride-parader, Black Lives Matters-oprør, imperialistiske LGBT+ angreb, globalt oprør forårsaget af feminisme løbet løbsk, og den spektakulære fremkomst af posthumanisme og ekstrem teknokrati. Bagvedliggende er der dybere – udelukkende intellektuelle, filosofiske –  processer som jeg her vil eksaminere.

Liberalistisk ensomhed

Jeg vil gerne erklære på forhånd at jeg agter at gennemføre denne eksamination gennem min strukturelle tilgang som tager afsæt i den fjerde politiske teori. Dette betyder at jeg regner liberalisme (eller den første politiske teori) for at være summen af den historiske dispensation i selve det vestlige-moderne paradigme, som over det 20. århundredes forløb vandt storslåede kampe mod dets primære rivaler – kommunisme (den anden politiske teori) og fascisme (den tredje politiske teori), der i tiden udfordrede den liberalistiske prætention om at være mest moderne. Dette var eksplicit formuleret af marxistisk futurisme, men ligger også til grund for den fascistiske tankegang.
Så ifølge denne vision vandt ideologien liberalisme – politisk, økonomisk, kulturelt, socialt, osv. – taktisk såvel som strategisk, og blev på en måde uigenkaldeligt den eneste politiske ideologi efter 1990'erne. Dette er alment kaldt for det "unipolære øjeblik" (Charles Krauthammer) og var – forhastet som det ser ud nu – døbt "historiens afslutning" af Francis Fukuyama. Ser man bort fra alle detaljerne og spørgsmålene vedrørende den korrekte måling af timingen, var liberalismes ideologiske sejr ubestridelig præcis i den periode. Kinesisk kommunisme er ikke et komplet alternativ til liberal kapitalisme, eftersom Kina delvist er blevet forankret i den globale økonomi siden Deng Xiaopings lederskab i et forsøg på at styrke landet, ikke desto mindre med accept for de primære liberalistiske love og fri marked-principper.
Det var vendepunktet der symbolsk separerede den gamle liberalisme fra den nye liberalisme, liberalisme 1.0 fra den kommende liberalisme 2.0. Efterfølgende, i 1990'erne, kunne vi registrere fødslen af en dyb semantisk mutation i den første politiske teori. Liberalismens storslåede sejr i det 20. århundrede skabte to vigtige ideologiske skift:
·     Fremkomsten af rød-brune eller "national-bolsjevistiske" alliancer, baseret på en dyb forståelse af det uhelbredelige tab af både historisk- kommunisme og fascisme til liberalisme og viljen til at skabe en fælles anti-liberal højre-venstre front (men det forblev en politisk marginal tendens, usammenlignelig lille i forhold til alvoren ved faren for liberalistisk dominans poseret af sådan et ideologisk projekt);
·     Liberalismens ensomhed, der havde mistet begge sine primære ideologiske fjender, der konstituerede (ligesom Carl Schmitt viser ved at fokusere på vigtigheden ved ven-/fjende-distinktion som selve definitionen for politisk- og ideologisk identitet) et vigtigt element for liberalismens selv-bekræftelse.
I så fald at illiberal national-bolsjevisme ikke udgjorde nogen real politisk trudsel, forblev ensomhed et essentielt problem.

National-bolsjevisme som et koncept forårsaget af liberalismens sejr

Filosofisk set koinciderede national-bolsjevismen med det parallele paradigmeskift der ankom med postmodernisme. Postmoderne forfattere, primært fra den ekstreme venstrefløj, blev meget kritiske overfor sovjetisk- og delvist kinesisk kommunisme, og adopterede derfor en strategi med basis i en ideologisk alliance – altid mere og mere "anti-fascistisk" såvel som anti-NB – med venstreorienterede liberalister. Så postmodernisme blev etableret som en slags fælles basis for eks-kommunister, så de kunne blive mere og mere liberalistiske (individualister, hedonister osv.), og for venstreorienterede liberalister så de kunne adoptere radikale tænkeres avantgarde epistemologi og promovere ekstreme teorier og praksiser til frigørelse – fra love, normer, stabile identiteter, hierarkier, grænser osv. Det er her at liberalisme 2.0 har sine rødder. Men for at blive eksplicit i form af den nye version af liberalistisk politisk ideologi, tog dette endnu 30 års dramatisk politisk liv. Trump-fænomenet var den sidste og mest afgørende periode der forårsagede hele liberalisme 2.0's struktur at vise sig som det er.
Den primære egenskab ved liberalisme 2.0 er dens genkendelse af en indre fjende, en femte søjle indenfor liberalismen selv. I manglen på vel-præsenterede ideologiske fjender – kommunister og fascister – var de ensomme liberalister nød til at gentænke deres dominans der var blevet verdensomspændende. Ideologisk set havde den svage rød-brun tendens vist sig at være vigtigere end hvad kunne blive dømt ud fra dens synliggørelse som en bevægelse uden signifikant betydning.
Men medregner vi national-bolsjevisme i en bredere forstand ændrer situationen sig markant. Fremkomsten af Putins Rusland kan blive evalueret som en blanding af sovjetisk strategi og anti-vestlig politik samt traditionel russisk nationalisme. Ellers forbliver Putins fænomen enigmatisk. Han var tilnærmelsesvis sammenlignet med "nationalbolsjevisme", hvilket bekræfter den primære ideologiske ramme for den unipolære – liberale – era. Den samme approksimation kunne benyttes til at fortolke det kinesiske fænomen. Ellers ville det være svært eller nærmest umuligt at forklare Kinas politik og frem for alt Xi Jinpings linje. Her, igen, ser vi igen kinesisk kommunisme blandet sammen med tiltagende observerbar kinesisk nationalisme. Det samme kan siges om den voksende europæiske populisme, hvor distancen mellem venstre- og højrefløjen drastisk forsvinder til punktet med den symbolske kreation af gul-grøn alliancen i den italianske regering baseret på en enighed mellem Lega di Nord (højreorienteret populisme) og 5 Stars (venstreorienteret populisme). En analogisk konvergens var prækonfigureret i det populistiske Yellow Vests-oprør mod Macron i Frankrig, hvori følgerne af Marine Le Pen kæmpede mod det liberale center sammen med følgere af Jean-Luc Mélenchon.
Således var liberalisterne i den unipolære verden nød til at acceptere national-bolsjevismens trussel – i bred forstand – som noget seriøst. Og herfra begyndte de at kæmpe mod en sådan konvergens ved at underminere dets strukturer og indeks. Men for ikke at hjælpe med promoveringen af et selv-imposeret effektivt alternativ til liberalistisk globalistisk dominans underminerede de globale eliter vigtigheden ved dette fænomen på overfladen, hvorimod de i virkeligheden har kæmpet imod det på alle tænkelige måder. Hvis Putin, Xi Jinping, europæiske populister, og islamistiske anti-vestlige bevægelser (det til fælles at de hverken er for ideologisk- kommunistisk eller nationalistisk), såvel som anti-kapitalistiske strømninger i Latinamerika og Afrika ville blive bevidste om deres opposition til liberalisme fra en på en eller anden måde forenet ideologisk position, og ville acceptere venstre-/højre- eller integralpopulisme som deres eksplicitte grundlag, så ville det forstærke deres modstandsbevægelse og multiplicere deres potentiale. Så for at sikre dette ikke sker har liberalisterne forsøgt alt, frem for alt den femte- og sjette søjle (liberalister er vel forankrede i regeringsstrukturer og formelt set er de loyale til de suveræne ledere i de respektive regimer) der forsøgte at undertrykke ethvert ideologisk træk i den retning.

Fjenden indefra

Men det var præcist deres succeser i denne inddæmning af en potentiel fremkomst af nationalbolsjevistisk – illiberal – ideologi med status som en formel fjende der gjorde liberalisterne mere og mere ensomme. De turde ikke lade en formel fjende eksistere, men prisen for det var så fødslen af en indre fjende. Dette var et afgørende øjeblik i liberalisme 2.0's fødsel.
Politisk ideologi kan ikke eksistere når fjende/ven-parret er fjernet. Så mister det sin identitet og kan ikke fortsætte med at være effektiv. Det ikke at have en fjende betyder ideologisk selvmord. Så en uklar og udefinerbar ekstern fjende var ikke nok til at retfærdiggøre liberalismen. På trods af dæmoniseringen af Putins Rusland og Xi Jinpings Kina formåede liberalisterne ikke at være overbevisende. Derudover ville accepten af en formel, struktureret ideologisk fjende uden for den liberalistiske indflydelseszone (demokrati, markedsøkonomi, menneskerettigheder, universel teknologi, total networking, osv.) efter det unipolære øjeblik være tilsvarende til en alvorlig fejltagelse. Så logisk var der behov for en indre fjende. Dette var teoretisk nødvendigt i udviklingen af ideologiske processer efter 1990'erne. Og den indre fjende ankom lige i rette tid, præcis da der var mest behov for det. Dets navn var: Donald Trump.
Donald Trump blive stemplet fra det øjeblik han optrådte ved 2016's amerikanske valgkamp, og spillede derfor en ekstrem vigtig rolle - som fjenden.
Han inkorporerede grænsen mellem liberalisme 1.0 og liberalisme 2.0. Han blev liberalisme 2.0's jordemoder ved at hjælpe med dens fødsel. I begyndelsen var der en svag idé om at koble Trump sammen med den rød-brune Putin. Det forårsagede real skade mod Trumps præsidentembedde, men, ideologisk, var det inkonsistent. Ikke blot fordi at fraværet af ægte relationer mellem Trump og Putin, samt Trumps rene ideologiske opportunisme, men også fordi at Putin selv, der mindede om en "nationalbolsjevik" der bevidst stod i opposition til global liberalisme, i virkeligheden er en pragmatisk realist i meget højere grad. Han er en ratings-populist ligesom Trump, og ligesom Trump er han en opportunist uden interesse for ideologi.
Det alternative scenarie der præsenterede Trump som "fascist" var også fjollet. Eftersom det var misbrugt af politiske rivaler voldte det problemer for Trump, men det var også totalt inkonsistent. Hverken Trump selv eller nogen fra hans personale var "fascister" eller repræsentanter for nogen ekstrem højrefløjs-tendens, der for længst er marginaliseret i Amerikansk samfund og kun eksisterer som en form for libertær yderkant af kitsch kultur.
Så for at håndtere Trump på det ideologiske plan (og ikke kun ift. propaganda, hvor alle metoder er accepterede hvis de virker) måtte liberalister definere hans position på en anden måde. Og her ankommer vi til den vigtigste pointe ved mit studie. Trump var og er en repræsentant for liberalisme 1.0. Det var afsløret som den primære – og denne gang indre – fjende for den nye liberalisme.
Hvis vi ignorerer alle udenlandske regimer der i deres politiske praksis opponerer mod liberalistisk ideologi, som om de ikke udgør nogen alvorlig trussel, og i stedet anses som værende flygtige, uartikulerede forhindringer på vejen mod den uundgåelige triumf for liberalistisk fremskridt, så fremstår der kun én real fjende for liberalisme – liberalismen selv. For at fortsætte var det nødvendigt for liberalismen at lave en indre udrensning.
Herved opstår et indre, tydeligt og definerbart split. Den nye liberalisme, hvis grundlag er den fortsatte konvergens med venstreorienteret postmodernisme, er holdt op med at genkende sig selv i  gammel liberalisme. Og det er præcis denne gamle liberalisme der var identificeret med den symbolske figur, Donald Trump. Og den var dømt til at være den Anden. Dette forklarer alt i den ideologiske eksekvering af Bidens kampagne – "return to normality" [vend tilbage til normalitet], "build back better" [byg tilbage bedre] osv. "Normaliteten" er en ny normalitet – liberalisme 2.0's normalitet. Liberalisme 1.0 – national, klart kapitalistisk, pragmatisk, individualistisk, og delvis libertarianistisk – var fremmedrettet regnet for at være en "abnormalitet". Demokrati forstået som flertallets styre, absolut ytringsfrihed, muligheden for at udtrykke en hvilken som helst holdning, ethvert religiøst valg, retten til at have en familie og til at organisere kønsrelationer på et hvilket som helst grundlag, religiøs eller sekulær – alt sammen fuldstændig anerkendt af liberalisme 1.0, blev fuldstændig uacceptabelt. Derfor: politisk korrekthed, cancel culture [annullering-kultur], udskamning for alle der ikke accepterer venstreorienteret liberalisme som noget nødvendigt, retfærdigt og normalt.
Så liberalisme 2.0 har udviklet sig gradvist til noget totalitært. Det var ikke oprindeligt sådan – i hvert fald ikke eksplicit – da det kæmpede imod eksplicit totalitarianistiske ideologier – kommunisme og fascisme. Men efter at være blevet efterladt til sig selv, har liberalisme vist sin uforudsete egenskab. Hvis liberalisme 1.0 ikke var totalitær, så er liberalisme 2.0 totalitær. Fra nu af har ingen rettigheden til ikke at være liberal. Den gamle liberalisme ville med det samme afvise sådan en tesis, fordi det er en klar og direkte selvmodsigelse ift. liberal ideologis grundlag baseret på det frie valg. Rettigheden til at være illiberal har været respekteret ligesom rettigheden til at være liberal. Men ej mere. Ikke længere. Så en liberalisme er afsluttet - for kort tid siden efter at Trump forladte Det Hvide Hus. Den anden liberalisme regerer fra nu af. Her er liberty [frihed] ikke længere frit. Det er en pligt. Og definitionen af frihed er ikke arbitrær. Den er uomtvisteligt defineret af de nye regerende liberalistiske (2.0) eliter. Hvem end der er uenig er dømt til at blive cancelled [annulleret].

Friedrich von Hayek: begyndelsen

Vi kan identificere den ideologiske evolution af liberalisme 2.0 ved at følge liberalismens ledende 20. århundredes ideologers egen ikke-altid gennemtænkte evolution af idéer. Vi har tre primære stationer – Friedrich von Hayek, Karl Popper, og George Soros. De hører til den samme tradition – den første var en direkte underviser for den anden, og den anden for den tredje. Så det ville lade til at de umiddelbart har de samme holdninger. Dette er kun delvist sandt.
Friedrich von Hayek var en ren liberalist. I hans værker kritiserede han både kommunisme og fascisme, og lagde vægt på deres dedikation til "projektet". I "projektets" navn imposerede kommunister og fascister deres voldelige politiske og økonomiske praksis på samfundet og perverterede det sociale- og politiske livs naturlige logik. Begge misbrugte 'fremtiden' og 'fremskridt' som afgørende argumenter for retten til at regerere og til at dominere som en politisk struktur dedikeret til til realisere denne fremtid til en hver pris. Således krænkede kommunister og fascister virkeligheden ved at underkaste sig selv de selvproklamerede "laws of progress" [fremskridtslove].
Imod dette så Friedrich von Hayek status quo som en form for afgang. Eftersom det er teoretisk umuligt at udregne fremtriden korrekt (da der er for mange relevante faktorer – altid flere end mennesker kan håndtere), burde vi prøve at fortsætte forsigtigt, mildt, uden at ødelægge nuværende sociale-, politiske-, og økonomiske strukturer, men nogle gange burde vi prøve at udvikle eller forbedre dem. Friedrich von Hayek var imod "projektet" med tradition som koncept, hvilket i hans øjne var den eneste basis for organisk udvikling, i så fald at han identificerede summen af rationelle valg i mange tidligere generationer. En enorm struktur af fejl og rettelser intet projekt kunne nogensinde komme tæt på.
Eftersom han var totalt i opposition til kommunisme og fascisme (og, logisk, enhver sammenblanding af dem) var Friedrich von Hayek meget tættere på Edmund Burke og engelsk konservatisme. Det er derfor ikke usædvanligt at Friedrich von Hayek's idéer var accepteret delvist af det franske Nouvelle Droite [Nye Højre] (Henry de Lesquen, Yvan Blot m.fl.) i kombination med moderat Fransk nationalisme.
Friedrich von Hayek kan regnes for at være det ideale eksempel på liberalisme 1.0.

Karl Popper: midtpunktet

Friedrich von Hayeks tilhænger, Karl Popper – forfatteren bag "Open Society"-teorien og George Soros' direkte mentor – var loyal til Hayeks idéer på overfladen. Han accepterede den frie udvikling af samfundet og kritiserede "projektet" som sådan, og frembragte generaliseringer om den anden- og tredje politiske teoris fælles grundlag, og hjalp således ubevidst formuleringen af nationalbolsjevistiske principper. Popper identificerede den primære fejl ved den politiske tradition som den platoniske accept af den ideale stat som kilden for alle normer, og den aristoteliske telos-teori, causa finalis, enden som den primære grund til at retfærdigøre midlerne til at opnå det.
Formelt set, følger man Hayek's tilgang, så har Popper ændret vigtige aspekter ved teorien. Til titel til hans primære værk, The Open Society [Det åbne samfund], har han tilføjet "and its enemies" ["og dets fjender"], og understreger således dualismen i hans position. Eftersom Hayek har frygtet ethvert form for "liberalistisk projekt", har han været meget forsigtig i formuleringen af en dualistisk tilgang til politik og ideologi. Ifølge Hayak, om end det er liberalistisk eller et "projekt", så er liberalisme organisk og således åbent til det der eksisterer. Det er en form for stoisk etik.
Med Popper forandres logikken fuldstændig.  Det "åbne samfund" er et utvetydigt liberalistisk projekt. Det opdeler alle i to kategorier –
·     det åbne samfund og
·     fjenderne af de åbne samfund
Og der er en krig imellem dem. Poppers kritik af Platon eller Aristoteles, Hegel eller Schelling er ikke blot utolerent og hysterisk, men den er i skarp kontrast til Hayeks rolige tilgang, inklusiv hans modstandere.
Popper advokerede den radikale destruktion af det åbne samfunds fjender, fordi ellers ville de, på grund af mangel på indre begrænsninger, ødelægge det åbne samfund . Således var Poppers logik: lad os dræbe dem før de dræber os.
Dette lyder allerede radikalt anderledes [fra Hayek]. Her ses et skift mod liberalisme 2.0. Popper hader alt der kan dømmes for at ligne nationalisme eller socialisme. Han forkaster ikke blot den anden- og tredje politiske teori, men kriminaliserer dem og erklærer at de totalt bør udryddes.
I hans øjne har man ikke noget valg ift. at være illiberal. Enhver fjende af det åbne samfund er per definition en ideologisk kriminel person – lige meget hvorvidt vedkommende er på højre- ellere venstre side af det politiske spektrum.
Men Karl Popper var stadig helt klart en kapitalist og økonomisk på højrefløjen. I opposition til alle former former for kommunistiske-/socialistiske elementer i kunst, samfund osv. Han var også delvist på højrefløjen ift. kultur. Popper var ikke fuldstændig liberalist 2.0, men han er tæt på.

George Soros: destinationen

Så ankom det sidste element i overgangen fra liberalisme 1.0 til liberalisme 2.0. Velkommen til George Soros' univers. Ironoisk set betyder navnet "soros" "næste" på hungarisk . Navnet er passende ift. at [han er] den symbolske figur for liberalisme 2.0.
Soros er en af Karl Poppers elever som, I Poppers egne ord, havde en betydelig indflydelse på hans ideologi. Soros blev Poppers tilhænger og gjorde det til sin livs beslutning at sprede det åbne samfund overalt i verden. Her har vi at gøre med et komplet liberalt projekt (en selvmodsigelse i Hayeks øjne) der er endnu mere aggresiv, radikal, og offensiv end Poppers. Popper begrænsede hans aktivisme til at udtrykke hans holdninger. Soros har, ved at blive en af de rigeste mænd i verden gennem finansiel spekulation, anvendt hans "åbne samfund"-principper til global politik. Soros valgte navnet "Det åbne samfund" til hans organisation, hvilket er en paraplyorganisation for globale netværk baseret på offensiv liberalisme med hensigt at påvirke, kontrollere, lede, og subvertere [underminere] politik på en global skala. Han haster ikke med at sponsorere farverevolutioner, oprør. coups, osv. når han regner dem for være rettet mod en fjende af det åbne samfund. Men hvad er kriterieret for dette? Hvem bør dømmes? Kriteriet er beskrevet i Soros' bibel — Poppers bog, "The Open Society and its Enemies" [det åbne samfund og dets fjender]. Dommeren er Soros selv, den primære dommer, retsmand for det liberalistiske projekt og dets praktiske implementation.
Samtidig kan vi obsververe nogle forandringer i Soros' ideologiske position og hans globale imperium. Soros er begyndt på at tilnærme sig ekstreme venstrefløjs-liberalister, direkte postmodernister, og ultra-venstreorienterede aktivister. Det er muligt at han regner dem for at være mere engagerede i politisk aktivisme – hvilket er nødvendigt for at opnå det globale liberale projekt. Eller hans syn på det kapitalistiske system har ændret sig. Men hans seneste forfatterskab, og i højere grad hans politiske handlinger og organisationer, er i højere gad venstreorienteret – og dette inkluderer den ekstreme venstrefløj der er åbent kritisk overfor kapitalismen selv. Soros promoverer aktivt post-humanisme, kønspolitik, cancel culture [ibid], feminisme, og alle mulige slags anti-religiøse bevægelser. Han advokerer alt dette i fremskridets navn.
Med Soros har vi således ankommet ved det modsatte af liberalisme.
Hvis Popper var sammenlignelig med Hayek og Soros sammenlignelig med Popper, så er Soros og Hayek to ekstremer. En af dem (Hayek) er for tradition, radikalt imod enhver form for "projekt" og skeptisk ift. fremskridt (eftersom ingen kan være sikker på hvorvidt noget er fremskridt eller ej). Den anden, i kontrast, er for fremskridt og et liberalt projekt der kan beskrives som ekstrem venstreorienteret liberalisme.
Alle tre er imod den anden- og tredje politiske teori, men det lader til at slangen vendte sig imod sin egen hale efter at have besejret dem. Soros angreb næsten alt der var vigtigt og essentielt for Hayek.
Dette var klart i forhold til Trump. Soros erklærede Trump som sin arch nemesis, hvilket betyder at ingen mindre end Hayek også er. Trump er ikke illiberal, som det allerede er vist. Der er intet nationalbolsjevistisk ift. ham og hans position. Han er en liberalist - ligesom Hayek, i modsætning til Soros.
Her befinder vandskellet mellem Hayek (liberalisme 1.0) og Soros (liberalisme 2.0) sig.

Individet og dividet

Jeg vil gerne rette jeres opmærksomhed mod endnu en vigtigt pointe: måden hvorpå individidets problem er "løst" i begge ideologier; liberalisme 1.0 og liberalisme 2.0.
Klassisk liberalisme placcerer individet i samfundets centrum. Individets rolle i liberalismens social-"fysik" spiller samme rolle som atomet i fysik. Samfundet eksisterer kun i form af atomer/individer der repræsenterer det virkelige og den empiriske fundering for efterfølgende sociale, politiske og økonomiske konstruktioner. Alt kan reduceres til individet. Det er loven.
I så fald er det let begribe liberalismens etik som er grundlaget for dens forståelse af normer og fremskridt. Hvis individet er det primære subjekt i politisk teori, så bør han frigøres fra alle forbindelser til kollektive entiteter, hvilket begrænser hans frihed og fratager ham hans naturlige rettigheder. Historisk set er alle slags institutioner og regler skabt af individer (Thomas Hobbes) men har tilegnet sig urimelig magt over dem med staten som det primære eksempel på dette ("Leviathan"). Men alle sociale strukturer – fællesskaber, sekter, kirker, ejendomme, professioner, og i nyere tid klasse, nationalitet og køn, har samme funktion – de har tilranet sig individets frihed [iberty] og imposeret de falske myter om "kollektivistisk identitet" på ham (eller hende). Så kampen mod alle slags kollektivistisk identitet er liberalisternes moralske pligt, og fremskridt er vurderet ud fra hvorvidt denne kamp vindes eller ej.
Denne logik er liberalismens fremskridt. Ved det 20. århundredes afslutning var den primære agenda med henblik på at frigøre individet fuldført. Den traditionelle præmoderne europæiske orden havde tabt og var fuldstændig ødelagt allerede i starten af det 20. århundrede. Sejren over fascisme i 1945 og kommunisme i 1991 markerede to symbolske begivenheder ift. individets friggørelse fra national- og klasse- ("estatist") identitet (den her gang kunstige identiter opfundet af modernistiske iiliberalistiske ideologier). Den Europæiske Union var skabt som et monument til denne historiske sejr. Liberalisme blev dens implicitte, og sometider eksplicitte ideologi.
Her endte liberalisme 1.0's sejrrige historiske proces. Individet er friggjort. Historiens afslutning er tættere end nogensinde.
Der eksisterer ikke længere nogle formelle fjender udenfor liberalisme. Menneskerettigheds-ideologi, som anerkender lige rettigheder for alle mennesker udenfor nationale jurisdiktioner (det er den ideologiske basis for masseimmigration), er certificeret.
Herfra indså liberalisterne at der, udover alle deres sejre, stadig var noget kollektivistisk, en glemt kollektivistisk identitet der ligeledes skulle destrueres. Velkommen til kønspolitik. Det at være en mand eller en kvinde er tilsvarende til at dele en bestemt kollektivistisk identitet ved at være baseret på robuste sociale- og kulturelle praksisser. Dette er liberalismens nye udfordring. Individet burde blive friggjort fra køn [sex], eftersom det stadig regnes for at være noget objektivt. Køn [gender] burde være noget frivilligt og konsekvensen af en udelukkende selvstændig beslutning.
Kønspolitik begynder her og forandrer individ-konceptet subtilt på et grundlæggende plan. Postmodernisterne var de første til at udpege at det liberalistiske individ er en maskulin, rationalistisk konstruktion. For at "menneskeliggøre" det (her er mennesket stadig det centrale) burde nye friggørende praksiser ikke blot overkomme kønslighed, men grundlæggende erstatte det gode gamle individ med en ny, sær og perverteret (umiddelbar) konstruktion. Den simple udligning af sociale muligheder og funktioner for mænd og kvinder, hvilket inkluderer retten til at skifte køn frit med egenvilje, løser ikke problemet. Det "traditionelle" patriarki hersker stadig ved at definere rationalitet, normer, osv.
Så postmodernisterne – Deleuze, Guattari osv. – nåede frem til konklusionen at det ikke er nok at frigøre individet. Det næste skridt involverer at frigøre mennesket eller rettere den "levende entitet" fra individet.
Nu ankommer øjeblikket hvor individet endegyldigt erstattes med den køns-optionelle rhizomatiske entitet, en slags netværks-identitet. Og det sidste skridt involverer erstattelsen af mennesket med post-menneskelige bizarre væsner – maskiner, kimærer, robotter, kunstig intelligens, og andre genteknologisk udviklede arter.
Dette var avantgarde forskning for ekstravagante franske filosoffer i 1970'erne og -80'erne. I 1990'erne blev det en vigtig trend indenfor sociale- og kulturelle domæner i Vestlige lande. I Bidens kampagne var det allerede en komplet ideologi klar til angreb, der ikke længere glorificerede individet (som i liberalisme 1.0), men en ny, kommende post-menneskelig entitet - det teknocentriske, kønsoptionelle, postindividuelle divid. Venstreorienterede forfattere som Antonio Negri og Michael Hardt (sponsoreret og promoveret af den selv samme George Soros) forberedte det intellektuelle terræn for disse koncepter. Men nu er de accepterede af Storkapitalen selv, på trods af de oprindeligt var modstandere af den.
Grænsen mellem individet og dividet, eller mellem det stadige menneske eller allerede postmenneskelige, er hovedproblemet ved det paradigmatiske skift fra liberalisme 1.0 til liberalisme 2.0.
Trump var et menneske-individ der forsvarede individualisme på den gammeldags facon. Måske er han den sidste. Biden advokerer postmennesket- og dividualismens fremkomst.
Liberalisme 2.0 og den fjerde politiske teori
Jeg dedikerer de sidste bemærkninger ift. dette meget vigtige tema til den fjerde politiske teori og dens udvikling i den nuværende ideologiske kontekst. Den fjerde politiske teori er normativt orienteret mod alle former for modernitet, imod modernitet som sådan. Eftersom jeg tager den første politiske teoris sejre over dens rivaler i betragtning, som sikrede dens status som den enestående arving til modernitetens ånd ("the Aufklärung" [oplysningen]), er den fjerde politiske teori indlysende- og radikalt antiliberal. Hvis vi regner nationalbolsjevisme som det første skridt i den ideologiske politisk-filosofiske reflektion på det faktum at liberalisme vandt endegyldigt over kommunismen i 1991 i al dens metafysiske dybde, så er den fjerde politiske teori åbenlyst det andet skridt på den samme vektor. Den primære forskel ligger i den fjerde politiske teoris forkastelse af bolsjevisme, nationalisme, eller en hvilken som helst blanding af de to som et approksimeret positivt alternativ til den globalt sejrende liberalisme. Det er konsekvensen af det radikalt antimoderne fundament som den fjerde politiske teori er baseret på, hvilket burde være åbenlyst i formuleringen af dens basale principper, om end de er højreorienterede eller venstreorienterede. Hverken højre- eller venstre-illiberal populisme kan sikre en oprigtig sejr over liberalisme idag. For at opnå dette bliver vi nød til at integrere den illiberale venstrefløj med den illiberale højrefløj. Men de regerende liberalister er meget vagtsomme overfor dette, og de forsøger altid at undgå sådan et træk på forhånd. Ekstreme venstre- og højrefløjspolitikeres kortsigtede naivitet formår blot at udføre liberalisternes gerninger.
Såleldes, efter 30 års ideologisk kamp, foreslår jeg at springe den nationalbolsjevistiske fase over og i stedet træde ind i selve den fjerde politiske teori, ved at forkaste enhver form for socialisme og nationalisme og i stedet insistere på en direkte antimoderne vision ift. politisk organisation. Det er svært nok i sig selv at forene svage og dekadente venstreorienterede og højreorienterede, så det ville være lettere at starte forfra og konstruere den fjerde politiske teori som en fuldstændig uafhængig og åbent antimoderne ideologi. Men samtidig bør vi heller ikke ignorere den voksende afgrund mellem liberalisme 1.0 og liberalisme 2.0. Det lader til at modernitetens- og postmodernitetens indre udrensning på nuværende tidspunkt leder til den brutale afstrafning og en komplet ekskommunikation af et nyt slags politisk væsen - denne gang er det liberalisterne selv der er ofre, alle dem som nægter at anerkende Biden-Soros' Great Reset strategi, dem som nægter at finde glæde i det gode gamle menneskes endegyldige forsvinden, gode gamle individer, den gode gamle frihed [freedom] eller markedsøkonomien. Det vil der ikke være plads til i liberalisme 2.0. Det bliver postmenneskeligt, og enhver der vover at stille spørgsmål til dette vil blive budt velkommen i fjenderne af det åbne samfund [enemies of the Open Society]-klubben. Vi har været her i årtier og følger os relativt tilpasse her. Så velkommen til helvede, nytilkomne. Enhver Trump-supporter eller almindelig republikaner regnes nu for at være en potentiel farlig personlighed, præcis som vi har været i meget lang tid.
Dette er centralt. Når vi insisterer på at overkomme den nationalbolsjevistiske position er det ikke ensbetydende med at vi ønsker at være mere acceptable i liberalisternes øjne. Tværtimod ønsker vi at klargøre vores position med henblik på at være mere konsvekente med dybe antimoderne principper. Det kan dog hænde at dette har nogle praktiske følgevirkninger i den nuværende overgang fra liberalisme 1.0 til liberalisme 2.0.
Liberalister 1.0 burde indse det faktum at den fjerde politiske teoris primære ideologiske fjende er den virkelighed som er manifesterer sig i form alt hvad de hader og lider på grund af. Trumpisme og mere generelt den menneske-individualistiske liberalisme er nu under angreb. I øjnene på Sorositter og Bidenitter er de næsten identiske med nationalbolsjevikker osv. De laver ingen distinktion. Det er en endegyldig dom at være en fjende af det åbne samfund. Det er umuligt at ændre. Så det er på høje tid at anerkende det faktum at liberalister 1.0 ikke længere er respektable borgere i den kapitalistiske status quo. Liberalister 1.0 bliver sendt i eksil til den politiske ghetto – til os. Eftersom den fjerde politiske teori henviser til en revision af hele den politiske modernitets forløb, er det ikke nødvendigt at blive sympatisk indstillet overfor kommunisme eller nationalisme i denne ghetto. Det handler ikke om nationalbolsjevisme. Den fjerde politiske teori omhandler menneskets sidste kamp mod liberalisme 2.0 - præcis hvad du har i tankerne. Fra begyndelsen var det et kompromis at inkludere "nationalisme" i opstanden mod den moderne verden jævnfør Evola forklaring om årsagerne og begrænsningerne ved dette. Hvad angår den antiliberale venstrefløj ville det være et kompromis at inkludere den i fald den oprigtigt var counter-hegemonisk. Vi kan nu tage endnu et skridt: lad liberalister 1.0 tilslutte sig. For at gøre dette er det ikke nødvendigt at blive illiberalistisk, philo-kommunistisk, eller ultranationalistisk. På ingen måde. Alle kan beholde deres gode gamle fordomme så længe de ønsker. Den fjerde politiske teori er en enestående position hvor ægte frihed [liberty] er velkommen. Friheden [liberty] til at kæmpe for social retfærdighed, friheden [liberty] til at være en patriot, og friheden til at beskytte staten, kirken, folket, familien, og friheden til at forblive menneske og friheden til at blive noget andet. Frihed [liberty] er ikke længere Liberalisme 2.0's ejendom.  Liberalisme 2.0 er tværtimod enhver friheds [liberty] fjende. Så lad os ikke miste denne værdi. Det er en fantastisk værdi, fordi det er essensen af den menneskelige sjæl og menneskets hjerte. Frihed [liberty] åbner vejen til Gud, til helligdom, og til kærlighed.
Hvis frihed [liberty] skal være politisk, så lad det blive vores slogan.

Oversat fra engelsk til dansk af Peter Dybvad (2021) /

Translated from English to Danish by Peter Dybvad (2021)