Undertegnede blev bekendt med Traditionalismen for ti år siden, da Aarhus Universitet ville tildele »Dialogprisen« til den iranske præsident Khatami. Det viste sig, at motivationen for denne tildeling lå i hans baggrund i den såkaldte Traditionalisme, men Khatami endte med ikke at acceptere prisen, der gik til en anden iransk Traditionalist. Efterfølgende trak universitetet sig i al diskretion fra prisen.

Nu hævder en ny bog, at Traditionalismen aktuelt fejrer nye triumfer på verdensscenen. Baggrunden for den amerikanske etnolog Benjamin Teitelbaums bog lyder, at tre af vor tids stærkeste populistiske regeringer – Trump i USA, Putin i Rusland og Bolsonaro i Brasilien – har involveret Traditionalistiske rådgivere i høje positioner. Henholdsvis Steve Bannon, Aleksandr Dugin og Olavo de Carvalho. Bogen er et fascinerende, men også stakåndet forsøg på at kortlægge disse mærkværdige personers baggrund, forbindelser, netværker og ideer.

Men hvad er Traditionalisme? Det er ikke almindelig konservatisme eller traditionsdyrkelse – man staver det som regel med stort T for at skelne det fra disse positioner. Ideen går tilbage til den franske mystiker René Guénon i begyndelsen af det 20. århundrede, der hævdede, at alle vor tids kendte religioner kun er en art åndelige ruiner af den oprindelige, sande ur-religion, der desværre gik i forfald. Denne ur-religion var samtidig formlen for en stabil og hellig samfundsindretning med et hierarki af uoverskridelige kaster: præster, krigere, købmænd og slaver, i dén rækkefølge. Præstekasten var samtidig politiske ledere i et teokrati, der værnede om religionens esoteriske hemmeligheder. Denne oprindelige guldalder gik i forfald, og de næstfølgende sølv-, bronze- og jernaldre gav magten til de andre tre kaster efter tur.